Satine kiggede bagud og så dæmonen komme tættere på dem. Det var virkelig dumt af Maddox at han havde valgt at bære hende. Nu var meget af den energi væk som han skulle bruge til at flygte med. "Maddox to ting." hun satte farten op. "for det første så kan man ikke læse brugsanvisninger om hvordan man skal være en god kæreste. For det andet så håber jeg du har et eller andet mod dæmoner. For ellers så skal du hellere til at sætte farten op, hvis vi ikke skal ende som to dæmoners aftensmad." Hun gik hele tiden hurtigere og hurtigere. Var slet ikke træt på nogen måde da det her var noget der skete tit. Dog var det normalt skyggejægere der var efter hende eller vampyrer.

Det var som om, at et eller andet gik op for Maddox. Han var guds kriger, han stak ikke af. Han vendte sig mod Satina og kyssede hende på munden. Bare så hun vidste han elskede hende.
"Jeg har altid et eller andet i ærmet" Sagde han snildt og blinkede."...Og jeg skaffet mig af med de 20 bøger jeg har købt, så snart jeg har læst dem alle sammen"
Den store, stygge dæmon havde allerede indhentet dem. Det ville være nytteløst at stikke af. Hurtigt trak han sit kors og sin bibel. Da Rue satte af, stilte han sig ind foran Satina med udstrakte arme. Biblen i venstre hånd og korset i højre.
"Jeg forsager djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Jeg er Jesu. Thi du må svælje i mit blod og mine indre organer, men thi det du gør det, også få excocistens mærker tatoveret over hele din krop, thi folket kan se din dåd" Frembagte han med lysende klar stemme.

Matthew skulle til at begrave sine klør i skyggejægerens strube, men stoppede op og hævede et mistroisk øjenbryn, da han frembragte vrøvl og en irriterende hovedpine. Han hadede det der vrøvl med gud. Den satan var sgu værre end Matthew, og folk tilbedte ham stadig.
"Var det dine sidste ord? Det lød mere som en gudstjeneste..." svarede han, med et gab. Han trak på skuldrene. "Men det er vel ligemeget. Chancen for at du overlever er minimal" tilføjede han ligegyldigt inden han sprang på ham. Den knægt stank langt væk af kirke. Bvadr. Det tog ham ikke mange kræfter at få drengen ned på jorden og han placerede nonchalant sin arm over hans hals, så han næsten - dog kun næsten - blev kvalt. "Hvorfor beskytter du hende overhovedet? Hun er jo på de ondes side. Muligvis ikke på min, men hun er ikke med på din. Hun er en sort engel, så hvorfor bruge dit eneste fordømte menneskeliv på at beskytte et af ondskabens væsner?" det var en hvisken, så lav at kun skyggejægeren kunne høre ham. "Hun er ligeså slem som mig. Et væsen, skabt til at dræbe og gøre livet håbløst. Du derimod, er jo en af guds krigere. Er det ikke lidt dumt at vende ryggen til ham?"

Vetis droppede alt om sikkerhed og hoppede ned fra træet. Alt det gode skulle til og ske og det ville han bestemt se på helt nært hold. Hurtigt for at være sikker på at han ikke gik glip af noget løb han hen til dem. Han stod nu belejligt ved siden og helt tæt på alfa-dæmonen og den snart nedlagt skyggejæger.
"Må jeg få ham når du nju engang er færdig med ham?" uanset hvor hellig ham skyggejægeren var smagte hans kød vel af det samme som ethvert andet menneske. Hvis ikke havde han da prøvet at æde en skyggejæger hvis han ellers fik lov.

Satina så uforstående på ham. Hvad i alverden havde han gang i?! Hvordan skulle det der med at sige en masse vrølv om Gud virke på nogen som helst måde! Mand hvor havde hun lyst til at sige til ham det der var noget af det dummeste han kunne have valgt at gøre. Hun skreg halvt da dæmonen kastede sig over Maddox. Hvad skulle hun dog gøre? Hun kunne ikke skyde af frygt for at dæmonen flyttede sig så hun ramte Maddox i stedet for. Det her var ikke en nem situation for hende og af ren vrede og fustration kom hun til at råbe noget som hun nok ikke skulle have gjort selvom hun var sten sikker på at det var den eneste udvej. "Lad ham leve. Please jeg ber dig, tag mig i stedet." sagde hun mens tårer løb ned ad hendes kinder. Hvis der var en der skulle dø så var det hende og ikke Maddox.

Maddox blev overrasket af dæmonens styrke, da han blev væltet omkuld og næsten kvalt. Gispende efter vejret greb han faldt i jorden og borede sine negle ned i. Var det virkelig meningen at han skulle dø nu? var det virkelig guds plan, at hans endelig skulle komme lige nu? Selvom han havde tillid til Gud, var han ikke færdig med at være sammen med Satina. Han kunne ikke forlade hende. Han ville ikke forlade hende! Det med en sort engel kom bag på Maddox. Med rynkede bryn kiggede han på dæmonen og så over på Satina. Hun havde ikke fortalt ham det... Han havde.... Han havde syndet... Maddox måtte være stærk nu. Gud havde måske sat ham sammen med Satina, fordi han skulle omvende hende?... Måske... men han havde stadig syndet...
"D-det betyder ikke noget hvad hun er! Jeg elsker hende langt ind i helvede! Hverken dig eller Magnus skal ændre på noget af det! Måske er jeg kristen, men jeg også et uperfekt menneske og Gud tilgive mig! Jeg er sikker på at Satina blive en hvid engel, fordi hun er så god og dejlig!" Råbte han højt og arrigt.

Matthew så kort op på den anden dæmon. "Nu skal vi lige se hvor meget der er tilbage når jeg er færdig med ham" sagde han blot som en knurren, mest rettet mod skyggejægeren. Og så blandede den sorte engel sig. "Hold kæft" snerrede han blot. Hvorfor var der altid så uendeligt mange stemmer der snakkede til ham? Meh, halvdelen var nok i hans hoved.
Og nu fik skyggejægeren ham blot til at le. "Den dag hun bliver en engel bliver den dag helvede fryser til" brummede han. "Sandsynligheden er lille og det ved jeg, trods at jeg ikke kender hende" lo han blot. Han fandt det utroligt morsomt hvordan skyggejægeren prøvede at beskytte pigen, trods at han selv var ved at blive ædt levende. Matthew tog begge fyrens hænder og holdte dem fast ved at placere sine knæ over hans håndled og mase hele sin vægt på - for det var jo så tungt *sarkasme* - og klappede den lille dreng på hovedet. "Nå, vær' nu en god dreng og læg helt stille, mens jeg dræber dig" sagde han blot med et grin som viste alle hans sylespidse tænder. Med magi, fremanede han en kniv som så normal ud, men havde en mørk aura omkring sig. Han satte kniven for hans hals og lod den glide ned i huden. Ikke hårdt, så han ville dø, men nok til at der kom blod og nok til at skræmme ham.

//Someone, do something before I kill him! Dx//