S: Den lyse del
T: Eftermiddag
O: Træer, mos osv
V: Sollys angmas
P: Avatar

"Varmt..." lød det klagende fra den vildfarende dæmon Vetis. Aldrig havde han kunne finde vej og i sin frustration havde han fældet et træ eller to med de bare næver. Sollys stod ned i kaskader og oplyste hele Vetis' krop. Hans hår og påklædning var allerede utrolig blegt og lyst i modsætning til hans solbrune hud. Opgivende satte han sig ned ved det nærmeste træ og lukkede øjnene. Kun ved hjælp af sine sanser foruden se-sansen ville han prøve at lokaliserer udgangen. Hvis ikke det lykkedes havde han i sinde at kløve hvert træ ned som stod ham i vejen indtil han var ude af skoven. Med rolige åndedrat og koncentration... faldt han i søvn.
Forståeligt nok... han havde skam vandret skoven i timevis uden at kunne finde ud. Mad havde han heller ikke fået. Han kunne jo altid bare fange sig noget vildt når han igen vågnede.

Len var - endnu en gang - ude og gå i skoven. Det syntes han at gøre ret ofte for tiden. Hvorfor, det var han ikke selv helt sikker på, men det var nu meget hyggeligt. Alt var så fredeligt, specielt fordi at der ikke rigtigt var nogle væsner i skoven der ikke brød sig om engle... I hvert fald ikke de gode. Og derfor var Lens snehvide vinger fremme. De fungerede jo nærmest som et tegn på at han var god nok, og ikke ond på nogen måder. Ikke at man ville tro det, selv når han ikke havde sine hvide vinger fremme.
Hans halvlange blonde hår hang endnu en gang løst, og hans pandehår var faktisk ikke så pjusket som normalt. Tvært imod havde han været nødt til at lave en sideskilning, for ikke at få det i hovedet. Det fik ham til at se ret feminin ud i sig selv. Men da han også havde en hvid, lidt for stor, t-shirt på, nogle sorte shorts, hvor man ikke kunne være sikker på om de var til drenge eller til piger, da de sad pænt på hans tynde ben, men stadig lidt løse. Det var trods alt også en varm dag, men han havde dog sine højt elskede hvide sneakers på som han ofte gik med.
Og godt som han var nået ind i skoven, hørte han et stort brag, og et træ væltede næsten ned over ham, hvis han bare havde stået en meter længere henne, så den stakkels engel blev jo utroligt skræmt af dette. Men også nysgerrig, eftersom deer ikke var noget der naturligt kunne have gjort sådan. Så han undersøgte det nærmere, ved at gå lidt nærmere. Han skjulte sig lidt bag et træ, og så til sin overraskelse en mand, der sov. Bekymret for hvad der var sket, gik han tøvende tættere på. "U...Uhm... Undskyld?" spurgte han forsigtigt, i håb om at manden ikke sov for tungt.

Vetis var tippet ned på den fugtige skovbund og lå nu og kampsvedte. Han havde for vane at skubbe overflødigt tøj af i søvne... i dette tilfælde hans hvide sjal med sorte striber. Alt andet var spændt godt fast med bælter og diverse kæder. Ikke at det var behagelige at ligge på hvilket fik ham til at rulle rundt på jorden. En rolig sovende havde han aldrig været til stor irratation for dem han delte seng med i ny og næ. Dog overlevede de ikke længe efter da de derefter blev til føde. Kun de extra gode tog han en tur med igen... også fortærrede han dem.
Vetis havde overhovedet ikke vågnet da den fremmede dreng havde tiltalt ham. Det var først da et forvirret egern havde løbt direkte hen over hans ansigt og skrabet det samtidigt. Han satte sig hurtigt op og kiggede forvirret rund. Det lille kryb havde efterladt nogle få mærker og endda åbnet hans hud. En lille dråbe faldt fra under hans øjenbryn og løb ned mod mundvigen. Hurtigt fangede han dråben med tungen inden den løb ned og tilsmudsede hans hvide tøj. Han vrængede på næsen af smagen. Hans eget blod havde aldrig været ham særlig tiltalende. Vetis sad stadigvæk helt i sin egen verden og havde stadigvæk ikke lagt mærke til den fremmede.
Det var også utrolig svært at se ham da sollyset stod lige bag ham så Vetis måtte skærme sine blodrøde øjne.
"Hvem der...?" Samtidig var han kommet op og stå stadig med en hånd skærmende for sollyset.

Len blev mildest talt lidt skræmt over fyrens opførsel da han vågnede og blødte. Det så i hvert fald lidt skræmmende ud med det blod. Han pressede læberne sammen og prøvede at ignorere sin medfødte trang til at hjælpe ham med at få renset såret da det trods alt var et egern og det kunne have massere af sygdomme. Men manden kendte ham jo ikke, så han ville ikke gøre det. Han trak nervøst sine vinger ind til sin krop, men de var stadig synlige, da han trods alt ikke havde utroligt små vinger.
"Uhm... Mit navn er Len" svarede han forsigtigt og gik lidt nærmere, men stadig på en god afstand da manden stadig var fremmed og Len ikke vidste hvem han var. Og efterhånden havde han fået mange: "Du skal passe på Len, ikke alle folk er venlige"-lektioner af diverse personer. Sin søster. Sin mor da hun levede. Niroka. Magnus. Rosa. Xelenia.... Og en masse andre personer der syntes at sige de ord.
"Kom du noget til?" spurgte han forsigtigt og bed sig usikkert i læben.

Vetis kunne allerede mærke hvordan hans sår lukkede sig sammen. Det var da altid en fordel når man kom til skade. Hvilket Vetis gjorde ret tit men ikke fordi han var klodset eller noget. Han var bare ikke særlignpåpasselig. Han smadrede ind i ting med vilje for at komme over, igennem, under og så videre. Generelt var det bare alt det som stod ham i vejen når han var for doven til at gå udenom dem.
Vetis gned sig en smule i øjnene og gabte stort.
"Jeg har det helt fint" svarede han og kunne nu rigtig kigge på Len nu hvor der var gledet ind sky for solen. Det var først der at han lagde mærke til hans vinger. Hans kridhvide vinger.
"Engel..." dæmonblodet brusede i hele hans krop og hans øjne så nu nærmest flydende ud. Alle hans muskler spnændte sig til deres yderste. Så forsvandt det og følelsen af had og afsky var hvisket væk. Ja dæmoner hadder engle hvad end de er sorte eller hvide. Vetis... ingen undtagelse men ikke åndsvag. Han havde hverken lyst eller var i humør til at lege den selv samme leg som generationer af dæmoner havde gjort før ham.
I stedet rejste han sig op, strakte sig og gnubbede sin nakke.
"Kommer du her tit?" Dette var trods alt hans chance for at kunne få at vide udgangen. Hvis altså Len kendte den.

Len væmmedes absolut ved mandens fremtræden, men viste ikke andet, end en smule ubehag. Ved hvad var dog ikke helt til at se, trods at det udelukkende var manden der gjorde hele den her situation ubehagelig. For en gangs skyld ønskede Len at han var blevet hjemme.
"Det var jo godt" sagde han forsigtigt, men også tøvende. Han trak vingerne lidt ind til sig af ren ubehag, da det så ville være hurtigere og lettere at løbe for... tja, Len kunne ikke flyve, ligemeget hvor meget han gerne ville. Han havde oplevet enkelte gange i livtruende situationer at han kunne flyve få meter over jorden, og finde en flugtvej derved... Men udover det, kunne han ikke. Han anede ikke hvorfor. Hans vinger var på størrelse med hans søsters, og hun var endda højere end ham, og han vejede mindre end hende. Så hvorfor han ikke kunne var ham et mysterie.
"E-en gang i mellem" svarede han. Han havde i hvert fald ikke været herude i noget tid, men han kendte den som sin egen baglomme... Bare ikke i mørke... For gud hvor var han bange for mørke... Det ville han naturligvis ikke indrømme, da han trods alt havde lidt stolthed trods at hans maskuline stolthed for længst var skudt ned, da der altid blev sagt 'Hvor er du bare nutted!' 'Du ligner jo din søster på en prik!' eller 'Hvis jeg ikke vidste du var en dreng, ville jeg invitere dig ud'... Det slog virkelig den slags ned ret hårdt...

"En gang imellem...?" Det var tydeligt at englen ikke brudte om hans nærværd. Han ville heller ikke være der hvis han kunne finde ud. Desværre kendte han ikke skoven. Han havde for den sags skyld heller ikke lyst til at splitte den hele ad. Hvem kunne dog vide hvor stor den var? Vetis kastede sig opgivende tilbage på jorden og rullede rundt med hænderne for øjnene. Han var ved at blive rigtig frustreret for ikke at nævne sulten. Det sidste han ville æde var nok en hvid engel. De brændte så ubehageligt i maven. Sorte engle var en helt anden sag. Vetis rejste sig, gik helt hen til Len og kiggede ham dybt i øjnene.
"Please hjælp mig ud..." Hans bedende tone og blik var fuldstændigt oprigtigt. Han ville rigtig gerne ud... og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Len nikkede stille til hans spørgsmål. "Ja, en gang i mellem" svarede han forsigtigt og bed sig lidt i læben.
Han brød sig virkelig ikke om dæmoner, de havde sådan en ubehagelig aura omkring dem... Og Magnus havde sagt at de ikke var søde, så han ville ikke risikere noget. Men han ville nu gerne hjælpe ham her, for han virkede da ikke så ond? Han spurgte i det mindste om hjælp, noget de fleste mænd i det hele taget ikke gad... af en eller anden grund...
Så han nikkede og sendte ham et stort smil. "Så følg med" sagde han glad, og begyndte at bevæge sig i den retning som han var kommet fra. Han kendte jo skoven som sin egen jakkelomme - selvom han nu ikke havde nogen jakke på. "Hvad lavede du egentlig i skoven, hvis du ikke kunne finde ud igen?" spurgte han forsigtigt, mest for at holde en samtale igang, så der ikke var den der akavede tavshed.

Den enlige grund til at han var strandet ude i skoven var den at han havde kunnet dufte noget delikat. Et eller andet som bare fejede benene væk under ham. Noget som fik ham til at farer hovedløst derind uden at kende vejen ud. Ikke lige noget som man have løst til at fortælle.
"Jeg tænkte mig ikke om..." sagde han i stedet for og fulgte lydigt efter. Han holdte en vis afstand mest fordi drengen fik hans blod til at koge. Han styrede det dog så det efter tid forsvandt.
"Hvad lavede du så mon herude helt alene?" det kunne han lige så godt spørge om. Vetis studerede der hvor de gik nøje så han også ville kunne finde ud en anden gang. Bare for en sikkerheds skyld... og for hans egen skyld.

Len smilede for sig selv da han sagde det. "Det kan jo smutte det skidt" sagde han så med et lille grin. Det var noget han og hans søster altid sagde noget, der alligevel ikke kunne gøres om. Og Len havde endnu ikke sluppet af med at sige det til folk, da han jo også altid sagde det til sin søster.
"Mig? Jeg gik og tænkte lidt. Og så kan jeg godt lide at være herude" svarede han, uden at tage sig af at der blev holdt afstand til ham. Da det hverken lynede, tordnede eller var mørkt, var han ikke så sart ved at gå alene. Hvis det havde, var han formentlig heller ikke udenfor. Han var nok nærmere hjemme og gemte sig under sin seng.
"Der er ikke så langt herfra..." tilføjede han efter lidt tid, og det var også begyndt allerede at tynde lidt ud i træerne. Det var nu vejen mod markedspladsen, men derfra var det jo heller ikke svært at finde nogle steder hen. Det var i hvert fald aldrig lykkedes for ham at blive væk der, ikke engang da han var helt lille.

"Mange tak Len... du er da en guttermand" sagde Vetis glad og klappede Len på skulderen. Han var overlykkelig over at snart komme ud. Han skulle ikke lige i den nærmeste fremtid bevæge sig derind igen. Vetis smilede extra stort da han fortalte at de nærmede sig. Civilisation! Vetis maven knurrede højlydt så det faktisk gjorde ondt. Han var vikelig sulten nu. I det øjeblik kom duften tilbage. Uden at kunne styrer sig farede han hovedløst mod lugten. Præcis det samme som før men bare med den undtagelse at det var i nærheden. Da han løb kom han da også i tanke om at tjekke sine omgivelser ud. Da han nåede frem så han et friskt lig af en hjort. Det var simpelthen bare lugten af råt kød som havde været så forførende. Vetis slikkede sig om munden og hoppede direkte på lige. Stadig lunt og lækkert. Vetis tænkte slet ikke over at han havde forladt Len helt for sig selv. Han lignte ikke en dreng som kunne tage varer på sig selv. Han skyndte sig derfor da der helst ikke skulle ske noget for hans guide ud.

Len kom med et sødt lille grin. Han var da ikke så slem! Af en dæmon at være var han da utroligt venlig overfor engle? Len blev dog slået ud af sine tanker, da han hørte Vetis' mave knurre. Det var nok et af de mest sære øjeblikke i hans liv, da Vetis få sekunder efter var pist forsvundet. Han så forvirret efter ham, og fik et glimt af ham, inden han forsvandt. "Jeg troede han ville ud herfra?" mumlede han for sig selv, da han jo bare løb mere ind i skoven. "Han kommer nok tilbage..." brummede han endnu en gang til sig selv og nikkede kort, så han ventede blot på at Vetis kom tilbage igen.

//min krea døde lidt der T^T'//

Efter at have spist færdigt så kun skind og ben var efterladt løb han samme vej som han var kommet fra. Det gik meget hurtigere når man hoppede fra træ til træ. Så skulle man heller ikke bekymre sig at falde over noget uventet som en rod der stak op i en bue. Efter meget få sekunder var han henne ved Len igen. Vetis lignte overhovedet ikke en der lige grotesk havde flået et dyrelig og fortæret det. Vetis princip var at intet skulle gå til spilde. Lugten som tydeligvis fortaldte hvad han lige havde ædt kunne han dog bare ikke gøre noget ved.
"Beklager skulle lige noget... skal vi fortsætte?" spurgte han venligt og smilte.

Len nåede ikke engang at kede sig før Vetis var tilbage. Nu skulle han formentlig være glad for at han ikke havde verdens stærkeste lugtesans, så han bemærkede intet. Han havde alligevel en ide om hvad der var sket, men ville helst ikke tænke på hvilket væsen der måske havde ladet livet.
"Jup-jup" svarede han med et nik inden han fortsatte imod markedspladsen. Og det tog heller ikke mange øjeblikke, før man begyndte at kunne ane markedspladsen lidt derfra. Hans blå øjne skannede kort området, og vidste hurtigt hvor han var henne i forhold til sit eget hjem.
"Så" sagde han så glad og smilede varmt til dæmonen. Han kunne formentlig godt finde derover selv? Man kunne trods alt se de små bygninger der udgjorde markedspladsen.

Vetis kiggede tilfreds hen mod udgangen og smilte taknemmeligt til Len. Af en engel så han da meget sød ud. Bare ikke lige hans type... måske om nogen år. Vetis var ikke noget at tage et skridt før han fik en ubehagelig fornemmelse. En smerte udbrød i hans mave og bredte sig i hele hans krop. Han tog sig til maven og krummede sig sammen. Det lykkedes ham at blive stående på sine ben selvom de truede med at bryde sammen. Hans mave brændte som aldrig før. Kun én gang havde han oplevet så grusom en smerte.
Dengang han havde fortæret en HVID engel.
"Det her kan ikke være rigtigt... jeg..." pludselig kom Vetis i tanke om den hjort han lige havde fortæret. Den havde været lidt FOR indbydende. Nu gik det op for Vetis hvad der havde hændt ham. Nogen havde nedlagt den hjort og derefter sjult englekød i den velvidne at en dæmon ville fortære hjorten helt. Duften af den nedlagte hjort ville være så forførende at man ikke ville lægge mærke til duften af engel.
"Forpullet...!" udbrød Vetis og stoppede sine fingrer i halsen for at kaste det hele op. Jo længere det blev i hans mave jo værre ville situationen blive.