Vetis fik halen til at forsvinde som han altid gjorde. Han synes altid at den var i vejen for hans syn når han havde bukser på. Den blev normalt kun synlig når han bar rober... og ja, ingenting. Vetis lukkede øjnene og nød stilheden.
Kun et kort øjeblik før han begyndt at savne alle skrigende. Det kunne han vel sørge for senere. Han tømte flasken ar ren vodka. Han kunne mærke en lille effekt ellers følte han sig som sig selv. Vetis skulle drikke meget til tider før at han blev fuld. Vetis stadig med øjnene lukkede begav sig til at nynne.
En dæmonisk sang fra gamle tider... tider fra helvede.
Han savnede det en smule og havde da også en smule hjemve. Allermest savnede han sin gamle alfa.
"Det var gode tider..." sagde han sagte.

"Hvilke gode tider?" Satina havde hørt hvad han havde sagt. Hun ville gerne vide hvilke gode tider han talte om. For det var vist ikke da han var sammen med sin kæreste for det ville slet ikke hænge sammen med det her. Hun kiggede på og kiggede på den tømte flaske vodka. Utroligt at han kunne drikke så meget uden at virke påvirket på nogen måde. Hun havde brækket sig for længst vis det havde været hende.

"Hvis jeg skal remse alt det op får jeg vist brug for en flaske mere" sagde han leende og kastede den tomme flaske bagud så den balrede. Det havde virkelig været mange gode tider i helvede at han umugligt kunne tælle dem. De havde dog aldrig været muligt uden hans alfa. Vetis familie havde altid været af lav rang på grund af dæmongruppen de havde tilhørt. Rettelse den gruppe hans MOR havde tilhørt. Alfaen havde kommet og gået som det havde passet ham. Brugte de andre som det lystede ham. Vetis kunne intet gører da han ikke var gammel nok til at vælge fra. Heller ikke fordi andre grupper gad have ham eller hans mor. De blev behandlet som det værste skidt... men alt ændrede sig da Adramelech tog over. Han var en dæmon af højere rang og fra en nobel familie. Han var stærk og han fik væltet den tidligere dæmon af sin pedestal. Adramelech fik ryttet ud i gruppen og blev højt respekteret på ingen tid. Mest af alt Vetis. For Vetis var Adramelech en fader, en elsker men ikke mest hans højt elskede alfa. De andre grupper af dæmoner fik et helt nyt syn på Adramelechs gruppe. Livet blev dermed tusinde gange bedre. Så hvorfor forlod Vetis mon alt det? Vetis havde sine grunde... at få stillet sin nysgerrighed og tørst for viden. Vetis rejste sig op og hentede endnu en flaske. Efter at have husket alt det trængte han til det. Han savnede det... han savnede ham.
"Adramelech..." sagde han det som ville han komme som kaldet.

Satina lagde hovedet lidt på skrå. Det navn havde hun ikke hørt før. Hun håbede at han ikke ville tage det som noget dårligt vis hun ikke kendte personen hun talte om. Det kunne jo bare være en ven. "Hvem er denne Adramelech? Han må være noget meget vigtigt for dig når du nævner ham alene." Ja han måtte være noget rigtig stort for normalt sad man og nævnte flere ting eller personer som var gode og ikke kun en person. Eller jo hun ville. Men det var også klart for Maddox var hendes et og alt.

"Adramelech... den eneste mand som kan tage mit liv og gøre med det´hvad han lyster. Han var min alfa i underverdnen... og meget mere." Vetis mistede tålmodigheden med at får proppen af en flaske og valgte i stedet at knække toppen af. Han skar sig men slikkede det bare da det naturligt ville heale efter kort tid. For ikke at skærer sig yderligere tog han og fyldte det op i et glas. Vetis følte sig en smule forlegen efter at have kaldt hans navn. Som om han ville komme bare fordi han kaldte. Det havde været utroligt skønt men også MEGA pinligt havde han dukket op. Især efter at have set hvor meget Vetis enlig havde ændret sig. Det havde han jo været nød til for at passe nogenlunde ind i menneskenes verden. Det var ikke særlig klogt at rende rundt med både horn og hale fremme. En skyggejæger kunne jo dukke op hvornår det end skulle være. Vetis var måske ikke SÅ selvsikker på at han kunne klarer en hel FLOK skyggejægere. Adramelech måske men ikke Vetis. Enlig ret åndsvagt at sammenligne de to. Hvis Adramelech var som solen så var Vetis som månen. Komplette modsætninge.
"Adramelech var og er mit et og alt... men sådan én har du vel også? Én som du ville kunne give dit liv hvornår det end skulle være?".

"Jo selvfølgelig men det er nu ikke en alfa." Hun tøvede lidt med at sige hvem det var. Var det nu også smart? Det vidste hun ikke men der kunne jo ikke ske det store i at sige det. Bare hun ikke satte et navn på så var det vel fint nok. "Det er min kæreste. For ham ville jeg gøre alt for. Ja selv gå i døden. Han er bare mit et og alt. Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre uden ham." Hun smilede til ham. "Jeg lyder garanteret som et forelsket fjols." grinede hun og bundede sin lidt lunkne drink.

"Du lyder som et fantatisk forelsket fjols..." sagde han og tog en lille slurk. Det at kunne elske en SÅ højt var en svaghed for fleste men Vetis selv synes at det var en fantastisk egenskab. Vetis havde den selv så at kritiserer Satina ville jo også være at kritiserer sig selv.
"Har engle enlig ikke alfaer?" Vetis var utrolig nysgerrig da han ikke ville kunne forestille sig et liv uden. Alfaer var utrolige væsner. Nogen var fødte alfaer... andre måtte kæmpe sig til det. Okay ikke alle alfaer var fantastiske men dem som ikke var levede ofte ikke længe. Sådan havde det gået for alfaen før Adramelech. Det var endten dræb eller blive dræbt blandt alfaer. Det var meget tryggere at tilhører en gruppe eller et harem.

Satina smilede stort da han gav hende ret. Men da han så skiftede over til noget omkring alfaer var hun blank. Hun anede det ikke da sorte engle havde det med at styre deres eget liv. De tog sig ikke af hvad andre sagde til dem. De var enspændere. "Altså jeg kan ikke forstille mig at vi har en. Vi lever for at at sige det som det er vores eget liv. Ingen skal bestemme over os. Så hvorfor så have en alfa."

"Vi dæmoner lever skam også vores eget liv... til tider kræves der bare at der holdes styr på os. Dermed opstod alfaen siden vi dæmoner kan være nogle lede sataner selv over for hinanden." Det var stadigvæk svært at forestille sig ikke at have en alfa. Selv mennesker havde en leder som holdte styr på dem. Man hørte jo også ind under en gruppe når man tilhørte en vis alfa. På den måde stod man stærkere over for fjender. Sorte engle havde bare måske ikke brug for det. Vetis tog en større slurk og hældte mere op i glasset. Sprutten var stærkere end den fra før. Lige noget for ham.

Satina hørte bare efter hvad han sagde. Det var ret mærkeligt at tænke på at hun ikke vidste om hendes egen race havde en alfa nu når hun tænkte over det. Men hvad kunne man sige ingen havde fortalt hende det så hvordan skulle hun så kunne vide det. Dog havde hun aldrig selv spurgt ind til det da det faktisk var en smule lige meget for hende om hun havde en alfa eller ej.
Hun kiggede på ham og kom til at tænke på hvor meget han havde drukket og ikke engang var beruset. Mærkeligt. "Hvordan kan du dog drikke så meget af det? Jeg havde været pisse stiv lige nu vis ikke jeg havde kastet op først."

"Jeg bliver det vel på et eller andet tidspunkt" sagde Vetis smilende og tog endnu en slurk. Han kunne godt mærke den en smule mere end før. Det var en vidunderlig følelse at få. Han havde dog bare ikke i sinde at drikke sig selv plørrefuld. Det måtte vente til en anden god gang han enten var festlig eller i virkelig dårligt humør. Hvilket ellers var ret sjældent da han altid havde en idé om hvordan man skulle få det sjovt. Nogen ville dog bare ikke mene at dt han gjorde var sjovt tværtimod. Vetis var nu blevet helt tør af varmen. Hans hår var stadig en smule fugtigt hvilket var meget godt da det virkede meget afkølende.

Satina rystede let på hovedet af ham. "Hvorfor overraskede det mig ikke at du nok ville sige det der," grinede hun. Det var faktisk pænt underligt at han ikke havde valgt at angribe hende eller noget i den retning endnu. Det plejede de fleste dæmoner at gøre når de mødte hende af en eller anden mærkelig grund men hun var heldigvis altid sluppet væk i live.

Vetis stillede glasset fra og lænede sig nu ind over bordet så han kom tættere på Satina. Uden ord eller ansigtsudtryk kiggede han bare på hende. Opserverede hver lille detalje i hendes ansigt. Så smilte han bare. Engle var altid så forbande kønne! Hvad Vetis dog blev nødt til at beundre dem for var deres vinger. Så stærke og dog på samme tid så skrøbelige. Vinger som kunne tage dem hvor end de ønskede og lystede. Vetis havde kun set få dæmoner med vinger. Mest af alt var det alfaer som havde dem. Aldeles unfair! Hvad Vetis ikke selv kunne gøre med sådan et par vinger? Mulighederne var utallige. Vetis forsvandt lidt i tanken og grinnede en smule for sig selv. Indtil han valgte at tømme sit glas. Han lænede sig en smule mere over så han var tættere på.
"Må jeg se dine vinger?" røg det bare ud af ham.

Satina blev en smule overrasket over den måde han lænede sig frem mod hende. Men hun rørte sig ikke. Smilede blot til ham som havde han ikke rørt sig. "Noget du finder spændende?" spurgte hun da han rykkede endnu tættere på hende. Hun var egentlig lidt lige glad med om hvor tæt han sad på hende. Hvis han skulle finde på noget så var det jo ikke svært at flytte sig fra ham.
Hun så meget overrasket på ham da han pludselig ud af det blå spurgte om han måtte se hendes vinger. Hun ville ikke have noget imod det men det var altså lidt mærkeligt. "Altså det må du vel godt." Hun lod dem komme frem fra mellem hendes skulderblade. Sorte og store. Elegante og smukke. Lige som hun selv var. De afspejlede hende i deres måde at se ud på.

"Fantastisk..." sagde Vetis målløst og måbende. Vetis smilede stort og rakte ud efter hendes vinger. Han strøg blidt hendes ene vinge og fik fat i et løst fjer som han tog i mellem to af sine fingrer. Han satte sig ordenligt tilbage på sin stol og studerede hendes sorte fjer. Den var elegant og på ingen måde flosset som de fjer han før havde flået af andre sorte engle. Han havde også et par vinger derhjemme men de fleste af fjerene var desværre faldet af til hans store ærgelse. Han måtte vel bare skaffe sig nogen nye på et andet tidspunkt. Vingernes ejere var til gengæld nemme at finde da de stadig rendte rundt med én vinge. De var sikkert stadigvæk ude efter ham hvilket også havde været Vetises intention. Det havde nemlig ikke været nær så skovt havde de været døde. I hvertfald ikke ifølge Vetis som elskede en god udfordring nu og da.
"Du har vel intet imod at jeg beholder det vel?" spurgte han selvom han havde tænkt sig at beholde det uanset hvad hun svarede. Heller ikke fordi han troede at hun behøvede det længere.