Kristoffer nikkede blot og kiggede ned i jorden. Hårdet dækkede hans øjne og noget af munden. "så bare fordi vi begge er varulve, så er vi pludselig bedste venner og jeg vil klamre mig op af dig." sukkede han lidt sarkastisk og lænede sig op af muren og sukkede lidt. "ikk for noget, men jeg er ikke så tryg ved varulve og vampyr, ved godt at det lyder dumt, men sådan er det bare" forklarede han, selvom det var lang tid siden de 5 uger uden nogen om sig.

"det gør ikke noget... jeg kan godt forstå dig, varulve og vampyre er ikke lige dem man helst vil stole på, men du skal bare vide at du altid kan stole på mig.." hun smilede g kiggede lidt rundt "nå ja læren bad mig om at hjælpe dig med at få nogle bøger fra 9 klasse og du skulle aflevere dine gamle, så skal vi ikke få det overstået??" hun smilede venligt og varmt til ham og bagyndte at gå mod skolen biblotek.. "kommer du??"

Kristoffer nikkede og fulgte efter hende uden n mine og gik så lidt bag hende, men alligevel så hun kunne se ham under gåturen. "Keder du det at blive svigtet hele sit liv, selvom det er kort?" spurgte han efter at have været tavs i lang tid. hev tasken lidt mere over sine skuldre og hev op i bukserne. "Seriøst de skal sys ind" brokkede han sig lidt overrasket og trak ud i dem til siderne, så man kunne se at der kunne være to af ham i den.

Hun kiggede på ham og nikkede "ja jeg gør... Men hvem har svigtet dig i dit liv" spurte hun med en alvorlig stemme for at lade han vide hun ikke bare så ham som en lille dreng. Hun smilede venligt til han da han brokkede sig "min veninde kan sy... Hun vil sikkert ikke have noget imod at sy dine bukser ind"

Kristoffer kiggede lidt overrasket på hende. "gør du!?... mine forældre og hele min stamme blev myrdet, senere boede jeg hjeme hos en vareulv og vampyr og da jeg ville tage hjem fra en tur havde de brændt huset ned og skredet uden at sige et ord eller lade noget stå til mig" forklarede han og trak lidt på skuldrende. Han var jo 13 år, så han havde været lidt meget igennem. "Det ville være dejligt tak" sagde han lidt mere venligt,

"wow... det var ikke så lidt, men ja jeg har oplevet svigt det meste af mit liv har jeg levrt hos mine forældre som hadde mig... jeg har hørt min mor græde og spørge gudderne om hvorfor de havde straffet hende med såddan en datter som mig og min far har sjælent sagt et ord til mig... min stamme var meget gammel dags og jeg passede bare ikke ind... men hvor bor du nu?" hun lød en smule bekymret, men også ret nysgerrig.

Kristoffer kiggede på hende og man kunne se at han var blevet løsnet en smule op og ikke den sure bange dreng mere. "Det giver dem da ingen ret til at hade dig på nogen måder, da du jo ikke har gjort noget forkert." sagde han lidt forarget og kiggede ned i jorden igen. "på bænken ude på legepladsen eller i skoven." forklarede han og trak let på skuldrene, det var jo intet særligt. Var det? alle spurgte ham om det, så han tog det lidt mere roligt med det spørgsmål nu.

"nej det kan du have ret i... dengang..." sukkede hun og trak let på skunderne. Hun kiggede på ham i chok og stoppede med at gå "af havd gør du!?!?" sagde hun højt, men uden af råbe " det kan du ikk mene... du kommer til at fryse ihjel derude!" hun kiggede på ham med store bekymrede øjne og kunne virklig ikke fatte hvordan han stadig var i live når han var så tynd og han sov ude i kulden.

Da Rocia begyndte at snakke højt hoppede han væk fra hende og stilte sig kampklar og så forskrækket på hende. Hvorfor begyndte hun at råbe af ham og virke så sur på ham. "fordi der ikke andre steder er at sove og jeg har jo ingen familie, men derfor behøver du ikke blive sur på mig" sagde han stadig lettere forskrækket og krymmede sig mere sammen da han virkelig ville gemme sig for hende hvis hun blev så sur.

Hun kunne se at hun havde sagt det på en forkert måde og sagde stille "det må du undskylde... jeg blev bare chokeret over du bor ude på gaden..." hun kiggede undskyldene på ham og blev ved med at tænke *du så dum... du så dum... du så dum* hun havde lige fået ham til at stole på hende en smule og nu ville han sikkert aldrig stole på hende ige.

Kristoffer rettede sig lidt op og gik så lidt usikkert hen til hende og stirrede på hende. "Har du da problemer med folk, der bor på gaden?" spurgte han lidt mistroisk og begyndte at gå ind i biblioteket og gik hen til bibliotikaren og smilede. "jeg ville gerne retunere 6. klasses bøgerne til 9. klasses bøgerne" sagde han venligt med sin facade.

Biblotikaren kiggede på rocia med et 'mener han det' blik og rocia nikkede bare. Biblotikaren tog bøgerne med ind på depotet og var det lidt tid. Rocia kiggede på ham og svarede på hans spørsmål fra før "nej selvfølig ikke, men jeg ved hvordan det er at bo på gaden og det er seriøst ikke for en der ikke engang kan få køre kort specilt ikke om vinteren..."

kristoffer smilede til bibliotikaren og lænede sig op af bordet og slappede lidt af. "Jeg er vareulv og har boet der ude i 5 uger, jeg kan godt vendte på det bliver forår, desuden kunne jeg ikke være bekendt at be om husly hos andre, da jeg ingen penge a´har til at kunne betale af" forklarede han og trak på skuldrene.