S: Vandkanten på en sten
T: lidt over middag
O: nogle få personer
V: solrigt

Kiwa sad på en sten i vandkanten, spidsen af hendes tæer rørte lige præcis vandet. Hun blev ved med at løfte sin fod for bagefter at sætte dem ned i vandet igen, for at lave de der fine små cirkler i vandkanten. Hun elskede at se cirklerne der startede som små og så blev større og større og til sidst helt forsvinde. Hun sad med hendes ene hånd begravet i Shias (hendes kæle-ulv) tykke, grå pels. De få der befandt sig i området kiggede nogle gange på den store ulv der lå ved siden af hende med hovedet på poterne, og hvilede sig. Deres blikke generede ikke Kiwa hun sad mest i sine egne tanker og tænkte på alt, uden rigtig at tænke på noget, hun havde ikke fået sovet så meget den seneste tid, så hun opdagede ikke selv hvad der kørte igennem hendes hoved.

Seth var gået ned til søen, hans yndlingsted i i byen, det sted han følte sig mest hjemme. Han var træt, havde ikke sovet specilt godt og havde brugt det meste af morgenen på at side og spille guitar, alene selvfølgelig. Ingen - andre end hans mor, far og så hans prinsesse - havde hørt ham spille og det kom de heller ikke bare lige til. Men ikke distro mindre havde han haft brug for lidt luft, da musikken desværre bare mindede ham om Hawaii, og det havde han bestemt ikke lyst til at tænke på, da der var en masse ting han savnede.
Han satte sig i ned ved vandkanten, lagde dårligt mærke til den store ulv der lå ved hans side. Han satte sig i skræderstilling og så ud over vandet, det var først da han fik øje på ringene i vandet, at han lagde mærke til at der sad en ved siden af ham og derefter opdagede han ulven. Mærkeligt nok blev han ikke bange, blev blot siddende, stirrede overrasket på pigen og skænkede ikke ulven et blik.

Kiwa kiggede på drengen da han satte sig ved siden af hende, hun målte ham fra top til tå, en vane hun havde fået siden sit møde med Zero, det havde gjort hende mere vågen og mere opmærksom på de personer hun befandt sig med, men hun kunne ikke umiddelbart se nogen trussel ved ham "Hej" Sagde hun lavt og med en smule usikker stemme. Hun så ud af øjenkrogen at Shia løftede hovedet imod drengen, men accepterede ham af en eller anden grund og lagde hovedet tilbage på sine poter, det var først der at Kiwa rigtig begyndte at slappe af, hun stolede 100% på Shias dømmekraft.

Seth smilte til hende, hun så ud til at være lige så væk i sine egne tanker som han netop havde været. "Hej" svarede han ganske simpelt og nikkede til hilsen. Han tog det ganske roligt med ulven, skævede til den da den løftede hovedet, men tog det stadig ikke som nogen trudsel, han nikkede også til den som hilsen og så igen på pigen inden han igen vendte blikket ud over vandet.
Han vidste ikke rigtig om han var i humør til at snakke, men på den anden side kunne han godt bruge nogle venner.. eller i det mindste bare kende nogle i byen, han kunne gå til, når han ikke vidste hvad, han skulle stille op.

Kiwa begyndte stille at ae Shia, det faktum at han Shia ikke generede ham tog hun ikke særlig tungt, han var åbenbart god til dyr da han bare nikkede til hende "Hun genere dig ikke?" Spurgte hun og kiggede nysgerrigt på ham, hun hev Shia en smule i ørene for at hentyde at det var hende hun mente.

Seth så igen på pigen og kiggede så hurtigt ned på ulven, "næh egentlig ikke" svarede han og rystede let på hoved og trak på skuldrene, "jeg er vant til at have dyr omkring mig, også de store af slagsen" svarede han og smilte venligt til hende. Han var jo trod alt halv elver, lige meget hvor stor en idiot hans far så havde været inden han døde, og hans mor var jo praktisk taget halv fisk.. Så det var vel ikke mærkeligt at han havde det fint med vilde dyr.

Kiwa nikkede og lod Shia liggende på grund af hans svar, hvis han havde sagt at han ikke brød sig om hende, så ville hun have viftet hende ind i skoven igen. Hun vidste at Shia ikke ville gå langt væk, men bare kræse lydløst rundt om dem, hvis hun skubbede hende væk, men det var ikke noget der ville have generet drengen. Hun vendte igen blikket imod vandet og genoptog sin ting med at lave cirkler i vandet med sine tæer.

Seth kiggede på ringene i vandet, fulgte dem, en efter en, med øjnene, indtil de forsvandt og flød sammen med det andet vand. "Hvad tænker du på?" spurgte han, da han var bleve lidt nysgerrig. Muligvis var det ven ting med vandet der gjorde ham nysgerrig, han havde jo selv en lidt mærkelig tilknytning til vand.

Kiwa trak på skuldrene og tog ikke blikket væk fra vandet "ikke rigtig noget, jeg tænker vel på alt og intet på samme tid" sagde hun med et svagt grin i stemmen. Hun tænkte faktisk ikke rigtig på noget, hun syntes bare at det her var behageligt og rart at sidde sådan her, selvom hun aldrig rigtig havde været i Vamdnymfernes Lagune før.

Seth nikkede, det kendte han godt - faktisk lidt for godt. "Hvad har fået dig til at tænke på den måde?" spurgte han for at være venlig og hjælpe. Han plegede kun at tænke sådan når der han ikke orkede mere og bare ville væk fra alting. Hvis der f.eks. var noget vigtigt der var ved at give han stress, eller nogle følelser som gik ham på.

Kiwa tænkte over det. Det var faktisk et godt spørgsmål, hvorfor var det endelig at hun tit gik rundt i sine egne tanker "Det ved jeg ikke rigtig, træthed måske?" Sagde hun med et let skuldertræk, "Men jeg går tit i mine egne tanker, det er en rar måde at forsvinde væk fra omverden" Sagde hun med et smil "også har jeg altid Shia med mig til at holde øje med omverdnen for mig" Sagde hun og hev SHia let i ørerne.

Seth smilte og nikkede, "jeg kender det godt selv" sagde han og kiggede ned på ulven. Så det var altså det den hed - Shia. Det måtte være en hun.
"Der skal jo også være plads til at man kan være sig selv" sagde han lidt tænkende. Han havde stadig ikke helt sluppet sin egen lille verden, så tankerne førte ham af og til lidt på vildspor og gjorde ham fjern.

Kiwa kiggede over på ham igen, smilede så svagt til ham "Hvad får så dig til at tænkte på den måde?" Spurgte hun stadig med det svage smil på læben. Hun kiggede lidt afventende på hende, og lagde hovedet en smule på skrå.

Seth kunne ikke lade være med at grine lavt, det burde han have set komme. "Jeg ved det ikke helt, en balnding af pres og lykke, tror jeg" sagde han og smilte lidt for sig selv. Det lød garanteret mærkeligt, men det var sandt. Det kom for det meste af at han var presset eller stresset, men han tænkte aldrig sådan hvis ikke han var i godt humør og ikke kunne finde overskud til at gå sin vej og være sig selv lidt.