Kristoffer havde aldrig prøvet at blive gal før på nogen måde. Han gik glad hen til Julian, som om han ikke forstod hvad der skete. Var så helt henne ved ham. Knyttede hænderne og slog den ind på Julians ene øje, så han sikkert ville få et sæbeøje. "svin" hvæsede han og hoppede glad hen til Christophe. "Hvorfor må jeg ikke få en spade?" peb han og skød underlæben frem.
Det ændrede sig så hurtigt. Hvis han havde en hale fremme ville den lovrer, hænder samlet ved brystet og kæmpe smil på mund og i øjnene. Man kunne tydeligvis se at han ville gøre alt for Christophe. "er jeg dygtig?" spurgte han vedrørende slaget på Julian. Han ville selv skyde nogen for Christophe. Bare han ville give ham et smil eller ligge mærke til ham.
"andet jeg skal gøre?" spurgte han så og lagde hoved på Christophes mave og kiggede olmt på Julian. Han var jo et svin. Christophe elskede ham jo, nok ikke mere end Gregory, men stadigvæk.

//beklager kortheden - som Christphe ville sige//

Intet svar kom fra Christophe ved fyrens - englens - spørgsmål. Han hadede Kristoffer som pesten, men hvis han ville gøre Gregory den mindste smule glad måtte han overleve med den lille pestilens. I hvert fald ind til han fik lov til at flytte hjem til Paris. Eller London, hvad Gregory nu fandt ud af med sig selv når den tid engang kom. Men først, skulle den forbandede krig overstås.
"fordee du eekk' kan 'olde styr på det" svarede han uden tøven og gjorde en gestus mod sit dårlige ben, for at understrege hvorfor. Hans kaffebrune øjne gled straks tilbage til englen, der ville få et sæbeøje på et tidspunkt. Da denne fact var tydelig, nåede antydningen af et smil Christophes tørre læber, og han kørte fingrene rundt i Kristoffers hår. "Meg't.." svarede han, vældig tilfreds med at nogen kom til skade. Om det var ham eller en anden der var skyld i det, var han såmænd ligeglad med.

//Nah, mit blev ikke bedre..//

Julian med en rystende hånd berørte det sted Kristoffer lige havde pladseret sine lille beskidte pote. Julians krop dirrede af vrede og afsky.
"Din lille lede..." hvislede han mellem sammenbidte tænder. Nu var det nok! Kristoffer ville alligevel ikke blive nogen hjælp imod nogen modstandere. Julian lukkede øjnene og fremkaldte sin trefork som han havde fået af sin fader. Den havde været i deres familie i mange generationer og Julian havde været den eneste i stand til at fremkalde den.
"Legetimen er overstået... jeg har fået nok af dig din lille køter" Julian tog et skridt tilbage med den ene fod og tog sigte med treforken. Med et brøl kylede han den og penetrerede Kristoffer med den. Hurtigt var han ovre og tog fat i skaftet. Han lagde alle kræfter i så treforken gik igennem kirkegulvet. Kristoffer kunne dermed ikke komme fri medmindre at Julian opløste treforken.
"Der kan du blive og tænke over hvad du lige har gjort!".

Kristoffer havde fuldkommen glemt alt om at folk kunne være farlige og man skulle passe på hvad man gjorde når man var i hans højde. Han skullde vælge sine kampe med omhu og så hjalp det jo heller ikke at han havde misforstået hvad der var blevet sagt til dem.
Lå så ned på gulvet med et eller andet i sig, men det gjorde monster ondt, så få tåre kom frem. "Ikke igen! det er anden gang i denne åden" klynkede han letere ulykkeligt og prøvede at hive den ud af sig, men det lykkedes ikke. Det var kun de to, der var imkirken nu, så han anede ike hvordan han skulle komme fri. "Undskyld Jili... Undskyld, hvad vil du have jeg skal gøre for at gøre det godt igen" sagde han lettere træt af at have noget i sin mave IGEN