Chez smækkede Diamondt som var hun en svirrende flue.
"RØR HAM IKKE UVEDKOMNE KVINDE!" sagde Chez med et blik hvilket i visse tilfælde kunne dræbe. Dog aldrig fysisk hvilket Julian havde oplevet. Julian var helt tavst før han holdte om sin bror. Julian kunne selv håndterer sin bror. Han havde selv nogle tricks gemt i ærmet med hensyn til Chez. Der var på ingen måde at Chez kunne modstå Julian. Med et blik koldt som is sagde han giftigt:
"Jeg HADER DIG når du er sådan her" med ét var Chez tilbage til sit sædvanlige jeg. HAn kunne nemlig ikke udstå tanken om at Julian haddede ham. Bedende gik han ned på knæ og holdte om Julians fødder.
"Nej... du må ikke hade mig... undskyld..." Julian satte sig ned på hug og smilede oprigtigt. Han holdte om ham som han altid havde gjort.
"Det var bedre" En forfærdelig situation var standset. Julian turde ikke tænke på hvad der kunne have været sket havde Chez ikke blevet sig selv igen.
Det var sket før...

Diamondt skvattede ved slaget og faldt ind i disken, med baghoved og faldt så ned på gulvet. Hoved gjorde så ondt at hun tog hænderne op til hoved og maste neglene ned i hovedbunden. Gemte hoved i benene og knep øjnene sammen.
"I det mindste blev jeg ikke kaldt en lille pige." mumlede hun og håbede inderligt at hendes bror ikke kom, men selvfølgelig stod han i døråbningen, da han altid fulgte efter hende, havde en kniv i hånden og de øjne, med samme farve som Diamondt, kiggede olmt på Diamondt og sendte lyn efter hende, så kastede han kniven og den ramte hende på knæget. Diamnondt skreg dog ikke, lavede en lille grimasse, rejste sig op og kiggede på sin høje bror, der lignede hende i ansigtet og sukkede så. "Kan vi snakke om det her uden for?" spurgte hun så. Damondt grinede blot, gik hen til hende og skubbede til Chez og Julian for at komme hen til hende. "Niks" Hvæsede han og stak en kniv i hendes skulder.

Dobbeltberøring! Chez haddede at blive rørt af fremmede såvel som at fremmede rørte Julian. Så det så ikke så godt for ham overfaldsfyren som lige havde braset ind i caféen.
"Julian det var vel ikke muligt at jeg kunne låne faders trefork?" Julian smilte bare og fremkaldte deres faders trefork som han havde givet til Julian. Det var efter alle de år at han havde bevist at han var en værdig søn. Han var ikke længere svag men siden Chez ikke havde brug for et våben havde Julian det nu i hans varetægt. Han nikkede bare kort og fremkaldte treforken som selv Lucifer ville være grøn af misundelig for ikke at eje. Treforken havde været i deres Morpheus familie i generationer. Den var kraftfuld og i sædeleshed væmmelig at blive stukket af. Det tog dog på ens kræfter at fremkalde det.
Kulsort og knivskarp. Det var noget af et syn i sig selv. Julian gav den til Chez som straks farede over og penetrerede den fremmede med den.
Med sine ene arm holdte han ham op i den så den fremmedes ben ikke længere rørte jorden. Treforken var specieltlavet til dette. Der var på ingen måde at man kunne hive treforken ud af sig. Den eneste måde han ville kunne komme ned igen var vis enten Chez blev træt i sin arm eller at Julian blev træt i sit sind. Til den tid ville han nok være død...

Inden Damondt fik treforken i sin krop tog han en større kniv og stak i siden på hende, så da han blev ramt, vaklede hun fra side til side og faldt så ned på gulvet. Kiggede over på Julian. Havde svært ved at fokusere på noget som helst. "Slip ham..." hviskede hun bønfaldende. "Slip min bror." blev der sagt lidt højere denne gang. "Når du kommer hjem, piner far dig til du er død, på grund af du ikke beskyttede mig." Hostede hendes bror og kastede lidt blod op. "Julian... vær sød!" hviskede hun bønfaldende og lå og prøvede at holde sig vågen. Det var svært og både hende og hendes bror tabte meget blod lige nu. Damondt grinede lidt og lukkede øjnene. "Så kommer du fandéme allerede op til mor, lillesøster." skreg han i vrede og først nu begyndte hun at græde. Satte sig op og kom op og stå, svejede så frem og tilbage og faldt bagover. Nytteløst. Hun kunne intet gøre. "Så kan jeg endelig se hendes pæne hoved, i stedet for fars og dit hoved." hvæsede hun og lukkede så øjnene og krymmede sig sammen. Mand hvor gjorde det ondt.

Julian kiggede tavst på sin bror derefter idioten på treforken. Han rystede opgivende på hovedet og gik hen mod Diamondt. Der var på ingen måde at hans bror ville lade ham fyren ned igen. Ikke indtil han ikke længere trak vejret og hans hjerte ikke længerede bankede. Julian havde skam heller ikke lyst til at opløse treforken. Julian satte sig ned på hug og lændte sit hovede på en af sine hænder mens den anden var placeret på hans knæ.
"Er det virkelig det DU ønsker? Er du virkelig så svag og håbløs at du intet selv kan gøre?" Vreden vælede op i Julian og han sprang derefter op på Diamondt og kvælte hende. Det sekundt han mistede besindelsen forsvandt treforken og hendes bror faldt til jorden. Chez gjorde intet ved ham men stod bare og kiggede over på Julian og Diamondt.
"Er det det her du ønsker!? Ønsker du virkelig bare give op og dø?! Hvad ville de mor ikke sige... jeg tror hun ville være meget trist." I modsætning til hans rasende ansigtsudtryk var hele hans ansig tårevæddet. Julian så sig selv i Diamondt og mindedes alt det han troede han havde gemt. Skjult langt væk dybt inde i sig selv. Chez kom over tog Julian under armene og løftede ham op.
"Det er okay... de kan ikke længere røre dig..." hviskede han kærligt ind i Julians øre og holdt ham ind til sig.

Damondt sad blot på denne trefork og grinede stort over at sin søster lide stort over ham lige nu og alle de ting han havde gjort ved hende. Kunne godt se at hans søster tænkte på alle de dårlige oplevelser med ham og deres far. Han vidste også at Diamondt havde elsket deres mor meget højt og at hun så inderligt ønskede at hun var hos hende, men det havde deres far og ham forpuret totalt. Det eneste sted Diamondt kunne føle sig tryg lige nu var i vandet, selvom hun var skræmt over det. "En Vandnymfe, som er bange for vand, hvor ynkelig er du lige lillesøster!" grinede han stort inden han faldt på gulvet og havde de sygeste smeter, eftersom der nu var et kæmpe hul i maven på ham. Begyndte så roligt at lukke øjnene i og vidste godt at han aldrig ville komme til at se sin søster igen. "Jeg elsker dig Diamondt... min kære lillesøster" og med de ord... faldt han i en uendelig søvn, væk fra alle og ville aldrig komme op i himmelen til deres mor.
Diamondt lå og havde sygt ondt. Havde fået påført så meget smerte i dag, så det var ulideligt og smertefuldt. Øjnene blev tunge, selvom hun kæmpede med IKKE at falde hen ligesom sin bror. "Jeg elsker også dig" hviskede hun lavt inden hun lyttede til Julians ord. "Hvorfor skulle jeg ikke? ingen kan lide mig... den eneste, der kan det er død" mumlede hun lettere træt og halsen blev så meget mast at hun udstødte mærkelige opkastlyde. Armene, som før havde ligget om hendes mave prøvede at få hende fri lige nu. De trætte, men ulukkelige øjne hvilede på Juilian og man kunne godt se at hun faktisk slet ikke ønskede at dø på nogle måder, det var bare det nemmeste for hende.
Kiggede så roligt på Julian og Chez og smilede lidt venligt til dem. "Jeg ville også ønske jeg havde en god bror som dig Julian, men se hvad der skete... hvad han gjorde... hvordan tror du det er at ens far også et sådan over for en?" spurgte hun roligt, svang armene om maven igen og smeten var ved at overtage hendes krop så meget... at hun sikkert ville dø snart.